Sidse Babett Knudsen skal spille skoleinspektør i ny international thriller

Endnu en engelsktalende rolle
Billede
(© Inferno / UIP)

Sidse Babett Knudsen har været aktiv i det store udland før med roller i fx succeserien Westworld og Dan Brown-filmatiseringen Inferno.

Nu er den 53-årige danske skuespillerinde ifølge ScreenDaily blevet castet i endnu et internationalt projekt, nemlig ’Club Zero’ af den østrigske instruktør Jessica Hausner, der også står bag Cannes-vinderen Little Joe.

Her skal hun spille overfor Mia Wasikowska, som man måske kender som titelrollen i Disneys live-action version af Alice in Wonderland, men som også har medvirket i Blackbird, som er den amerikanske genindspilning af Bille Augusts Stille Hjerte.

 

LÆS OGSÅ: Dansker medvirker i 'Aquaman 2': "Jeg har aldrig oplevet noget lignende"

’Club Zero’ udspiller sig på en eliteskole, hvor Wasikowska spiller en ny lærer, der knytter et stærkt bånd til fem af sine elever, hvilket tager en farlig drejning. Babett Knudsen spiller rektoren på skolen i, hvad der bliver beskrevet som et intenst psykologisk drama.

Britisk-egyptiske Amir El-Masry er også blevet castet som en lærer på skolen. Babett Knudsen og El-Masry har tidligere spillet sammen i ’Limbo’ fra 2020.

’Club Zero’ har endu ikke fået en premieredato.