Sidste nyt om 'Spider-Man 4'

Næste edderkoppe-film skal skrives af Pulitzer-vindende forfatter.
Billede
Dramatikeren David Lindsay-Abaire vandt i 2007 en Pulitzer Pris for stykket ‘Rabbit Hole’, men den fine fortid har ikke standset ham i at skrive kontrakt med Columbia om at penne manuskriptet til den fjerde ’Spider-Man’-film.

Lindsay-Abaire har erfaring med film-mediet, da han skrev manuskriptet til den kommende fantasy-film ’Inkheart’, er ved at skrive sangteksterne til Broadway’s musical-version af ’Shrek’ og pt. planlægger at føre ’Rabbit Hole’ over på lærredet med Nicole Kidman i hovedrollen.

’Zodiac’-skribenten James Vanderbilt var oprindelig på skribent-listen til ’Spider-Man 4’, men om et samarbejde bliver aktuelt vides ikke.

Det er igen Sam Raimi, der skal instruere løjerne og selvfølgelig også Tobey Maguire, der skal svinge sig i edderkoppe-trådene, mens Kirsten Dunst som Mary Jane vil holde hans hjerterytme i gang.

Hvad plottet bliver i denne sidste filmatisering af Marvel-tegneserien, er stadig klassificeret som top-hemmeligt, men siden Goblin-skurkene fra de tre første film, af gode årsager ikke kan skabe kaos igen, må man forvente at en ny superskurk snart kommer på banen.

’Spider-Man 4’ forventes at ramme biograferne foråret 2011.