Skal du med til Oscar-show på den røde løber?

Det amerikanske filmakademi trækker lod om pladserne online
Natalie Portman fik en Oscar for sin præstation i 'Black Swan'
(© Tom Julian / A.M.P.A.S.)

Vil du opleve Natalie Portman, Colin Firth og alle de andre stjerner på den røde løber?

Så er muligheden måske ikke så langt væk. På mandag den 12. september kan fans fra hele verden søge om en plads ved den røde løber til Oscar-showet 2012.

De, der bliver valgt at Det Amerikanske Filmakademi, skal iagttage og heppe på de mange stjerner på den røde løber ved Kodak Theatre i Hollywood.

Oscar-showet finder sted den 26. februar 2012, og man skal selv sørge for flybillet og hotel, hvis man er heldig at få en af de 700 pladser, som er i spil.

Det gælder dog om at være hurtig, for sidste år kæmpede hele 20.000 mennesker fra hele verden om 700 pladser.

For at få plads ved uddelingen, skal man udfylde et skema online på følgende link: www.oscars.org/bleachers

Tilmeldingerne åbner på mandag den 12. september kl. 9.00 lokal Los Angeles-tid (dvs. kl. 18.00 dansk tid), og de lukker søndag den 18. september kl. 21.00 lokal tid (kl. 6.00 dansk tid).

Man kan søge om én plads og én ledsager per person, og de navne, der bliver trukket, får besked i slutningen af september.

Held og lykke!