Star Trek-plakater ude nu!

Se de nye plakater i lækker 1970’er stil her.
Billede
Paramount har uddelt i alt ti flotte plakater til de hardcore fans ved det årlige Trekkie-træf på det nu overståede San Diego Comic Con.

Den nye filmatisering af den kultdyrkede serie instrueres af nutidens mester indenfor denne genre, nemlig manden bag ’Lost’ J.J. Abrams.

Meget er stadigt holdt skjult om den kommende film. Det vides kun, at filmen starter helt forfra i fortællingen og følger en ung James T. Kirk og besætningen på USS Enterprise uden at tage hensyn til de mange afsnit og film fra arkivet.

Stjerner som Eric Bana, Winona Ryder og Simon Pegg er blevet bekræftet på rollelisten, og selveste Leonard Nimoy spiller igen Spock.

’Star Trek’ er en medie-franchise skabt af Gene Roddenberry i 1966. Den dag i dag tæller fænomenet intet mindre end seks tv-serier, ti spillefilm, flere hundrede romaner og en lang række computerspil. Alle afkog foregår i det samme fiktive univers og kultdyrkelsen kan kun måles med ’Star Wars’.

Både teaseren og de nye plakater tyder på, at Abrams iscenesættelse bliver holdt i en flot minimalistisk 70’er stil med respekt for den oprindelige serie. Dog kan man forvente, at filmen vil kunne præcis det, film som ’Star Trek: First Contact’ (1996) og ’Star Trek: Nemesis’ (2002) ikke kunne, nemlig at forny universet, så det passer til nutidens standard.

Teaseren og alle ti plakater kan ses her på kino.dk.

J.J. Abrams' 'Star Trek' har verdenspremiere den 8. maj 2009.