Stjerne-duo bliver værter for dansk filmpris

Julie Rudbæk og Sofie Jo Kaufmanas har markeret sig som nogle af deres generations mest markante navne i dansk film og tv.
Til marts næste år står den kvindelige skuespiller-duo sammen på scenen som værter til den 79. udgave af den prestigefyldte danske prisuddeling Bodilprisen 2026.
Det er Danske Filmkritikere som uddeler 13 priser til det forgangene års bedste danske film og præstationer.
Julie Rudbæk brød igennem med den tidslige serie '29' og dens efterfølgende sæsoner. Sidenhen har hun stået bag bl.a. filmen Elsker dig for tiden og DR-serien 'Bag enhver mand', hvis 2. sæson får premiere denne december. Senest har skuespilleren deltaget i TV 2's populære tv-show 'Vild med dans'.
Sofie Jo Kaufmanas har bl.a. medvirket i satire-showet 'Hvorfor snakker vi ikke om mig?' og haft biroller i række danske film og tv-serier, der bl.a. tæller førnævnte 'Elsker dig for tiden', 'Blå bog for evigt' og 'Lykkelige omstændigheder'.
De nye Bodil-værter udtaler i en pressemeddelelse:
- Da vi blev spurgt, om vi ville være værter på Bodilprisen 2026, var vi ikke i tvivl! Det er en kæmpe ære at få lov at stå i spidsen for en af Danmarks fineste filmpriser. Vi glæder os helt vildt til at hylde og fejre dansk film - og vi vil gøre vores allerbedste for at skabe en både sjov og festlig aften!
Skuespiller-duoens værtskab er samtidig en forsmag på den kommende danske komedie Offroad, hvor Rudbæk og Kaufmanas indtager hovedrollerne sammen med Katinka Lærke.
Bodil-nomineringerne offentliggøres til januar, mens selve uddelingen finder sted den 7. marts på Folketeateret i København.








