Stjerne er klar til at gentage sin ikoniske rolle i ny Ringenes Herre-film: "Hvis jeg er i live"
Sir Ian McKellen spillede den ikoniske rolle som troldmanden Gandalf i Peter Jacksons Ringenes Herre-film og Hobbitten. Med annonceringen af en ny Ringenes Herre-film i 2026 venter fans i spænding på, om det kunne betyde en tilbagevenden for McKellen i rollen.
Peter Jackson, der instruerede de oprindelige film, er tilbage som producer på filmen, der lige nu har arbejdstitlen The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum. Andy Serkis, der spiller Gollum i Ringenes Herre-trilogien og den første Hobbitten-film, instruerer og gentager sin rolle.
I et nyt interview med The Times of London afslører Ian McKellen, at han har hørt ”hvisken i Tolkien-land”, og at han ikke har barberet sig i månedsvis pga. en rolle i Shakespeare-stykket 'Player Kings'. Ergo bærer han et fuldskæg, der er en troldmand værdig…
Plottet i 'The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum' forventes at finde sted i den periode i Eventyret om Ringen fra 2001, hvor både Gandalf og Sauron leder efter Gollum.
Derfor spekuleres der naturligvis i, om troldmanden skal castes på ny af en yngre skuespiller, eller om Ian McKellen vender tilbage i rollen. Til det fortæller den 85-årige brite spøgefuldt:
- Hvis jeg er i live.
Derudover forklarer han, at der på nuværende tidspunkt ikke forelægger noget konkret fra filmskaberne:
- Men der er intet manuskript, der er intet tilbud, der er ingen plan.
Lidt skuffende udmelding fra Gandalf-stjernen, og det er svært at forestille sig nogen anden i rollen end McKellen, der blev Oscar-nomineret for Bedste birolle for 'Eventyret om Ringen'.
'The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum' får biografpremiere i 2026.
LÆS OGSÅ: Viggo Mortensen vil vende tilbage som Aragorn på én betingelse
LÆS OGSÅ: Viggo Mortensen genbruger ikonisk rekvisit fra 'Ringenes Herre' i ny film