Strejkende manuskriptforfattere lander historisk Hollywood-aftale

Gennembrud i strejken
Billede
(© Dune: Del 2 / Warner Bros.)

Efter næsten fem måneders strejke for de amerikanske manuskriptforfattere, der i den tid ikke har arbejdet på projekter, ser det nu ud til, at der er opnået et stort gennembrud.

Fagforeningen WGA (the Writers Guild) har nemlig opnået en foreløbig aftale med the Alliance of Motion Picture and Television Producers, hvilket betyder, at forfatterne formentlig meget snart kan arbejde igen - når de sidste detaljer er på plads.

Det har begge forbund meldt ud i en fælles erklæring efter fem dages forhandlinger.

WGA skriver bl.a. følgende til deres medlemmer:

- Vi har fået en foreløbig aftale på en ny 2023 MBA på plads, hvilket betyder, at der er en principaftale på plads vedrørende alle aftalepunkter, der nu skal udarbejdes med endeligt kontraktsprog.

Detaljerne er endnu ikke offentliggjort, men de vil blive fremført før en officiel afstemning fra medlemmerne. Forfatternes mærkesager skulle dog efter sigende være blevet hørt - og aftalen beskrives som "historisk".

Meget tyder altså på, at forfatterne godt kan begynde at spidse blyanterne.

Skuespillernes forbund, Actors Screen Guild, strejker dog fortsat. Dermed er der altså stadig lange udsigter til, at kameraerne for alvor kan begynde at rulle på de store studier i Hollywood. Men vi er da et skridt tættere på nu.

Strejken har allerede betydet, at flere film har måtte rykke premieredatoer, bl.a. er det ventede science fiction-værk Dune 2 blevet udskudt til 2024.

Læs hele WGA's besked til dets medlemmer her (via Deadlinee).

Anbefalet til dig