Tenet og 3 andre film du bør se flere gange!
Biografaktuelle Tenet er en film af Christopher Nolan på alle tænkelige måder. Den har et kompliceret plot og en kompleks udførelse - fusioneret med ambitiøs action. En sammensætning, der åbner op for utallige samtaler om filmen bagefter.
”Don’t try to understand it, just feel it”, siger de i filmen, men hvis man alligevel gerne vil forstå - sådan rigtig forstå - hvordan Nolans nye film hænger sammen, kan det i den grad hjælpe med at se den ekstra gang. Om ikke andet for føle den igen.
Vi har i anledning af 'Tenets' (gen)seværdige natur, her kigget på andre stærke film, der ikke bare kan ses to gange, men bør!
The Prestige
Det er ikke første gang, Christopher Nolan laver en film, der har et indviklet plot eller et twist, som gør, at man bør se filmen igen. I 'The Prestige' følger vi de to venner og tryllekunstnere Robert Angier og Alfred Borden. Under en tryllekunst omkommer Angiers kone, og Borden bebrejdes for ulykken, som resulterer i at de to bliver dødelige rivaler.
I et plot af illusioner og bedrageri, forsøger de to tryllekunstnere nu at overgå hinanden. Borden får enorm succes med sin tryllekunst ’The Transported Man’, hvor Borden ses træde ud af den ene side af scenen, for at dukke på i den anden ende øjeblikkeligt efter. Ude af stand til at gennemskue hvordan Borden begiver sig ad, får det Angier til at forsøge at overgå Borden ved at presse videnskaben til sit yderste.
I et kompleks net og forvirring af hvem, der er hvem, hvad der er en illusion og hvad der er rigtigt, falder brikkerne først på plads til sidst i filmen. Når den efterfølgende ’Nåååårh’ effekt har indtaget sig, ændrer det hele filmen, og gør anden gennemgang af filmen, en mindre forvirrende og mere fyldestgørende oplevelse.
Donnie Darko
'Tenet' arbejder med tid på en meget direkte måde. Men også andre film bruges tid til at fucke med plottet. 00’ernes kult-klassiker Donnie Darko er ingen undtagelse. Vi følger den ustabile teenager Donnie Darko, som går i søvne, modtager behandling for skizofreni og hallucinerer sig igennem en utilpasset tilværelse.
En aften følger han en stemme, der fortæller ham at verden vil gå under om 28 dage, 6 timer, 42 minutter og 12 sekunder. Stemmen kommer fra en menneskelignende kanin med navnet Frank, som kun Donnie kan se. Da han vågner op på en golfbane, langt fra hans hjem, ser han at en flymotor er styrtet ned i hans hus, og har smadret hans værelse.
Her starter en syret rejse, hvor Donnie udfører opgaver som Frank beder ham om, som får ham i kontakt med en bog om tidsrejser. Donnie bliver overbevist om at påvirke tiden ved hjælp af ormehuller er muligt, hvilket tager nogle uhyggelige drejninger.
For at forstå det dystre narrativ, karakterernes sammenhæng, begivenhedernes betydning og slutningen i sig selv, skylder man sig selv at se den igen.
Eternal Sunshine of the Spotless Mind
Da 'Eternal Sunshine of the Spotless Mind' udkommer i 2004, stifter verden bekendtskab med Jim Carrey som noget andet end verdens sjoveste mand. Joel lider af hjertekvaler, fordi hans kæreste, Clementine, har slået op med ham. Og ikke bare det. Hun har også fået foretaget et indgreb, der sletter alle hendes minder om Joel.
Knust over Clementines beslutning beslutter Joel sig for at gøre det samme. Under proceduren, hvor han gennemlever sine minder om Clementine, fortryder han indgrebet og forsøger at holde fast i minderne.
Filmen er en syret rejse ind i underbevidstheden, en udforskning af minder og parforhold, som går i stykker, samt det smukke og hårde i at miste. Ligesom udforskningen af Joels minder springer ukontrolleret i tid og rum, følger plottet denne stream-of-conciousness agtige struktur. Vi bliver bombarderet med situationer og minder, samt indblik i personerne, der foretager proceduren, på en umiddelbart ukontrolleret måde.
Da man nærmer sig enden på den emotionelle og kaotiske rejse igennem parforholdet og nedbrydelsen af minderne, giver mange af scenerne mening. Fordelen ved at se filmen anden gang, er at kunne skille de forskellige tidslinjer og historier fra hinanden, så man endnu bedre forstår Joel og Clementines kærlighed og hjertesorger.