Tintin lever stadig
![Er Tintin atter på vej til Månen?](https://api.kino.dk/sites/kino.dk/files/styles/isg_focal_point_1156_651/public/primary-pictures/tintinalm_0.jpg?h=d9aeae59&itok=8ZQXWjN8)
Tintin: Enhjørningens hemmelighed blev et stort hit i de danske biografer med 439.000 solgte biografbilletter, og trods betydelig mindre succes i bl.a. USA er fortsættelsen stadig på vej.
Det bekræfter Steven Spielberg overfor The Times of India.
Som længe planlagt skal den anden film i serien om den handlekraftige journalist instrueres af Peter Jackson, imens Spielberg nøjes med en rolle som producent. Eftersigende skal performance caputure-optagelserne, der kun tager en måneds tid, starte i slutningen af 2013 efterfulgt at mindst et års post-produktion.
Hvilke af Hergés tegneseriealbums Peter Jackson og Steven Spielberg vælger at kaste sig over er dog stadig en hemmelighed.
- Vi ved, hvilke bøger vi filmatiserer. Vi kan ikke dele det nu, men vi kombinerer to bøger, der altid har været Hergés intention at kombinere, udtaler Steven Spielberg i forbindelse med annonceringen af hans kommende film, som skal optages i Indien.
Næste Tintin-film kan dermed blive kombinationen af 'De 7 krystalkugler' og 'Soltemplet' eller 'Mission til Månen' og 'De første skridt på Månen'.
Her på redaktionen er det ingen hemmelighed, at vi ser frem til endnu en Tintin-film.
Sidste år kårede vi 'Tintin: Enhjørningens hemmelighed' som den fjerde bedste film fra 2011.