Titlerne til 'Black Panther 2' og 'Captain Marvel 2' er afsløret

Mon ikke det er en hyldest til Chadwick Boseman?
Billede
(© Disney Pictures)

Marvel har udgivet en ny video, der giver en forsmag på flere af deres kommende store superheltefilm – og samtidig afslører de titlerne til både Black Panther 2 og Captain Marvel 2.

’Black Panther 2’ har således fået titlen ’Black Panther: Wakanda Forever’.

Det sker en månedstid før optagelserne forventes at starte på superheltebraget, der igen har Ryan Coogler i instruktørstolen. Vi må denne gang undvære Black Panther himself, da skuespiller Chadwick Boseman på tragisk vis gik bort sidste år.

Skuespilleren vil ikke blive erstattet, derimod vil den nye efterfølger være yderst respektfuld omkring tabet og hylde, hvad Boseman var med til at starte på den første film. Derfor kan titlen ”Wakanda Forever” heller ikke ses som andet end en hæder til den originale Black Panther, som lever videre for evigt.

’Captain Marvel 2’ får titlen ’The Marvels’, hvilket giver en klar indikation om at Brie Larsons Carol Denvers denne gang skal dele skærmtiden med MCUs nye superhelt, Ms. Marvel, der introduceres i en kommende serie, der forventes at få premiere til efteråret.

Ms. Marvels civile navn er Kamala Khan (spillet af Iman Vellani) og er en teenager fra New Jersey med formskiftende egenskaber, der idoliserer Carol Denvers.

’The Marvels’ får også selskab af Monica Rambeau, der er datter af Maria Rambeau fra den første 'Captain Marvel', og som vi blev introduceret for som SWORD-agent i tv-serien ’WandaVision’ i skikkelse af skuespilleren Teyonah Parris.

Filmen instrueres af Nia DaCosta, som snart er aktuel med gyseren 'Candyman', mens den skrives af WandaVision-medforfatteren Megan McDonnell.

’Black Panther: Wakanda Forever’ får premiere den 8. juli 2022, mens ‘The Marvels’ lander i biografenre fra 11. november 2022.