Trailer til 'Body of Lies'

Traileren til Ridley Scotts nyeste film er online, mens ’Nottingham’-projektet udsættes.
Billede

’Body of Lies’ er titlen på den garvede instruktør Ridley Scotts nyeste film om en tidligere journalist, der ansættes af CIA til at opspore en Al Qaeda-leder i Jordan.

Filmen er baseret på en roman af David Ignatius, manuskriptet er skrevet af William Monahan, der vandt en Oscar for ’The Departed’, og Leonardo DiCaprio og Russel Crowe har de bærende roller.

’Body of Lies’ har verdenspremiere til oktober i år, men traileren kan du allerede se her.

Samtidig er Scott løbet ind i nogle problemer med sin næste film ‘Nottingham’, der fortæller om Robin Hood og Sheriffen af Nottingham med et twist.

Hvor man tidligere altid har iscenesat myten med Robin som helten og Sheriffen som skurken, er Scotts film vinklet omvendt. Sheriffen skal nemlig portrætteres af Russel Crowe som en sympatisk karakter. Plottet skildrer kærligheds-trekanten mellem sheriffen, Lady Marion, spillet af Sienna Miller og Robin Hood, muligvis spillet af Sam Riley (’Control’).

Filmen var forventet at gå i produktion næste måned, men flere faktorer som frygten for en strejke i skuespillernes fagforening The Screen Actors Guild, location-besværligheder og problemer med at få manuskriptet gjort færdigt har udsat produktionen til næste år, hvilket betyder at premieredatoen først kan ligge i 2010.

Dermed ramler ’Nottingham’ produktionen ind i Scotts følgende projekt, filmatiseringen af Cormac MacCarthys ’Blood Meridian’.

               

Af Stine Teglgaard