Trailer til Erik Clausens nye film
Aldrig mere i morgen
Erik Clausens 14. spillefilm hedder Aldrig mere i morgen, og Nordisk Film har netop udsendt traileren til komedie-dramaet.
I bedste It's a Wonderful Life-stil handler filmen om en mand, der dør, og nu ser sin familie og omgangskreds udefra som en slags spøgelse i selskab med en engel.
Clausen har selv hovedrollen som Thorvald, en aldrende kunstner med et forlist ægteskab, en vred søn og en ung kæreste. Da han pludselig ikke længere eksisterer i de levendes verden, finder Thorvald ud af, at han ikke er parat til at forlade Jorden.
Aldrig mere i morgen er en del af Biografklub Danmarks program og får premiere den 31. august.