Trailerpremiere: Lars Brygmann skal lave verdens største træstamme i ny dansk komedie

Da du læste overskriften på denne artikel, læste du rigtigt: Julens danske feelgood-film Bedre tider handler om en mand, der vil ud af sine økonomiske vanskeligheder ved at lave (og sælge) verden største træstamme.
Men det danske komedie-drama handler om meget mere end det. Udgangspunktet er nemlig de tre brødre, Oskar, Karl og Lukas, der alle bøvler med hver deres problemer, men trods deres forskelligheder beslutter sig for at besøge deres far, Vagn, som de ikke har set længe, og hvis bageri er lukningstruet.
Den første trailer til filmen kan ses nederst, ligesom plakaten også er blevet offentliggjort.
Milad Avaz har både instrueret og skrevet manuskriptet til den nye film. Sammen med sine brødre Mehdi og Misam Avaz stod han i 2017 bag hittet Mens vi lever, og i 2019 skrev han manus til Kollision. Han var også hovedmanden bag tv-serien 'Alfa'.
Lige præcis 'Alfa' var også gennembrud for skuespilleren Ari Alexander, der i filmen spiller Oskar, og de to rigtige brødre, Sebastian og Andreas Jessen, spiller Karl og Lukas. De to kunne også opleves i Alfa, ligesom de har en lang række andre projekter bag sig.
Lars Brygmann spiller faren Vagn, og han var senest biografaktuel over for Paprika Steen i det danske drama Toves værelse.
Synopsen fra filmselskabet SF Studios lyder som følger:
Da de tre brødre Oscar, Karl og Lukas ved et tilfælde opdager, at deres fars bageri står overfor konkurs og at deres familiebageri er truet af lukning, rykker de sammen for at redde familiens arv og deres fars eneste glæde efter deres mors død.
Deres far - den evigt optimistiske arbejdshest Vagn har dog allerede en plan. Han vil gentage sin ungdoms succes, men i stedet for at lave verdens største romkugle, vil han slå rekorden for verdens største træstamme og på den måde tjene pengene hjem.
Brødrene står klar til at hjælpe deres far, mens de uundgåeligt hver især bearbejder den sorg, det var at miste deres mor for et halvt årti siden…
