TV-serien ’V’ vender tilbage
’V: The Second Generation’ er titlen på den kommende mini-serie, der følger op på historien fra mini-serien ’V’ fra 1983.
Skaberen, forfatteren og instruktøren bag ’V’, Kenneth Johnson, er tilbage i samme funktion, og flere af de gode gamle karakterer vender tilbage.
Johnson, som nyder kultstatus blandt mange pga. sine innovative TV-serier som f.eks. den oprindelige ’The Incredible Hulk’ (1978), nyder for øjeblikket ny opmærksomhed efter Hollywoods nye filmatisering om den grønne kæmpe rygtes at være stærkt inspireret af serien.
Den nye mini-serie bygger på Johnsons nyligt udkomne bog af samme navn. Også den originale serie byggede på en bog af Johnson, og dengang blev bogen en bestseller. Det samme gjorde serien, da den tilbage i 1980’erne lå som det bedst ratede TV-show på NBC i over to år. Mini-serien fra 1983 blev til endnu en mini-serie ’V: The Final Battle’ (1984) og derefter en ugentlig serie ’V: The Series’ (1984-1985). Johnson var ikke en aktiv del af de to sidste spin-offs, så den nye mini-serie bliver kun en fortsættelse til den originale mini-serie.
I den originale serie blev verden besøgt af en kæmpe hær af rumvæsner. Heldigvis var disse rumvæsner meget lig os mennesker, de både lignede os og havde samme venlige humane hensigter. Alt de ønskede var at tanke forsyninger op… Eller dette var i hvert fald hvad de ønskede menneskeheden skulle tro. En gruppe af forskellige mennesker ledet af en journalist og en forsker opdagede, at rumvæsnerne i virkeligheden var en ond reptil-art, kommet for at overtage og dræne jorden tør. Gruppen dannede en hemmelige modstandsbevægelse og startede en kamp imod alle odds. Deres kamptegn blev V for Victory.
’V: The Second Generation’ fortæller om tyve år senere. Jorden er stadig besat, modstandsbevægelsen er svækket efter et kæmpe slag i 1999 og jorden er ved at uddø. Dog er der stadig en håndfuld modstandsfolk tilbage, og med ankomsten af en ny behjælpsom rum-race, Zedti’erne, tages slaget op en sidste gang
På nuværende tidspunkt er premieren sat til 2009, men mange forskellige premieredatoer har været sat undervejs - helt tilbage til december 2007. Om serien kommer til Danmark, bliver en succes, eller overhovedet når at komme ud i 2009, er derfor stadig usikkert. Sikkert er det dog, at vi der husker serien formentlig vil være nysgerrige nok, til at holde øje med hvad der sker.