Twilight-instruktør instruerer Lisbeth Salander

Catherine Hardwicke laver film med Noomi Rapace
Catherine Hardwicke med Rapace-parret
(© Baldur Bragason)

Instruktøren bag den første Twilight, Catherine Hardwicke, skal indspille storfilm i Sverige.

Noomi Rapace alias Lisbeth Salander og Ola Rapace, der for nylig begge medvirkede i dramaet Beyond, skal spille de bærende hovedroller som et af Sveriges mest omtalte og skandaleombruste ægtepar, Anita Lindblom og Bosse Högberg.

Hardwicke udtaler om projektet:

Jeg blev forelsket i manuskriptet, som kaster os ind i en svensk tresser-kendiskultur i Technicolor. En verden, hvor navnet er vigtigere end personligheden. Inspireret af en sand historie om den vilde, karismatiske bokser Bosse Högberg og den glamourøse popdiva Anita Lindblom, som begge to havde en umættelig trang til berømmelse. Vi følger Bosse ind i ringen, hvor han kæmper med næb og kløer for at overleve, og Anita på scenen, når hun forfører Sverige, og deres liv sammen, hvor de kolliderer med den svenske stat.

Om valget af skuespillerne udtaler Hardwicke:

Den hårde, fantastiske Noomi Rapace og den overbevisende skuespiller Ola Rapace, som har bokset i fire år for at kunne spille denne rolle, er et dynamisk par, enhver instruktørs drøm.”

Indspilningerne går i gang i Stockholm til efteråret , og der er planlagt biografpremiere på filmen i vinteren 2012.