Tysk western er Lucky Luke uden humor

Jagten på Klondykes guld
Nina Hoss som handlekraftig heltinde
(© Red Cedar Films)

BERLIN. I dag blev noget så sjældent som en tysk western præsenteret for verdenspressen, men den bliver næppe en seriøs kandidat til hverken Guld- eller Sølvbjørnen.

Plottet i Thomas Arslans 'Gold' (syv tyskere mødes nord for Vancouver i 1898 for at rejse 1600 km til guldgraverparadiset Klondyke), kunne ellers resultere i en omgang håndgribelig underholdning, men den farefulde færd forbliver blottet for spænding.

Fra første scene - hvor en lykkeridder finder en guldklump af den størrelse, man ellers kun ser i tegneserier - vælter klicheerne over hinanden, og som rejsen skrider frem, opstår de forventede ulykker som perler på en snor. Samtidig foretager karaktererne lige præcis de valg, som den slags karikerede roller nu engang gør.

Tilbage står en ganske flot og langsom western med talrige landskabsbilleder fra det nordvestlige Canada befolket af trivialiteter på hesteryg.

Er man til westerns, har 'Gold' dog en håndfuld underholdende elementer.

Særligt de mere følelsesladede scener (og enkelte stærkt brutale) var årsag til utilsigtet latter fra publikum.