Ugens premierefilm

Programmet byder på Jim Carrey, en julefrokost og en Oscar-vinder
'Departures'
(© Miracle)
Klik på titlen for at læse mere, se trailer eller købe billetter.

A Christmas Carol
Charles Dickens' fortælling om Ebenezer Scrooge er for amerikanerne en vaskeægte juleklassiker, nu kommer den i en 3D motion capture-udgave (computeranimeret over rigtige mennesker).

Historien handler om den menneskefjendske Scrooge, der juleaften hjemsøges af tre julespøgelser, der tager ham med på en rejse tilbage gennem tiden og viser ham alt det onde, han har gjort i sit liv.

Jim Carrey spiller den bærende rolle som Scrooge samt de forskellige spøgelser, og Robert Zemeckis manden bag ’Tilbage til Fremtiden'-filmene, 'Forrest Gump' og 'Polar-Ekspressen' har instrueret.

Julefrokosten
”Når promillen har taget over, kan det kun gå galt”, lyder det i denne komedie af instruktøren bag Blå mænd.

Julefrokosten på autoværkstedet går som sædvanlig fuldstændig amok. Den nyansatte værkfører Anders Bo deltager med stor begejstring, men snart viser det sig, at han har en skjult dagsorden, hvilket kan være farligt blandt hårde mænd i overalls, lækre piger og et styks retarderet fejedreng.

Mick Øgendahl, Anders W. Berthelsen, Kim Bodnia og Thure Lindhardt er blandt deltagerne til årets vådeste julefrokost.

Departures
Årets Oscar-vinder for bedste udenlandske film blev den japanske ’Departures’.

Vi følger Daigo, en cellist, der efter at have mistet sit job rejser med sin kone fra Tokyo og hjem til sin fødeby. Han søger en opslået stilling fra et rejsebureau, men opdager først til samtalen, at det drejer sig om en stilling som bedemand.

Daigo tager jobbet, men skammer og holder det hemmeligt. Langsomt vokser hans fornemmelse dog for de japanske traditioner forbundet med bedemands-erhvervet, og han begynder at tage en stolthed i det.