USA top 10: Bond får sin bedste amerikanske debut nogensinde

De nyeste og mest populære film i USA
Daniel Craig og Javier Bardem er en vindende duo
(© MGM)

Den 23. James Bond-film, Skyfall, imponerede med den største åbning til nogen 007-film overhovedet. 88,4 mio. dollars indspillede filmen i sin første weekend (90,6 mio. dollars inkl. forpremierer). Det er 31 % bedre end den seneste film i serien, Quantum of Solace, der åbnede med 67,5 mio. dollars og ligesom 'Skyfall' havde Daniel Craig i hovedrollen som den Martini-drikkende, britiske agent. 

Casino Royale åbnede i 2006 med 47,1 mio. dollars i USA, så 'Skyfall' gjorde det hele 116 % bedre end filmen, der havde Mads Mikkelsen og Jesper Christensen i skurkerollerne. De amerikanske kritikere har været overvældende positive over for filmen, der er den sjette største åbning i USA i november måned nogensinde, kun overgået af kapitler i Twilight-sagaen og Harry Potter-serien.

På verdensplan havde filmen søndag indspillet 428,6 mio. dollars, hvilket formentlig kun er én dag fra at overgå den hidtidige 007-rekordholder, 'Casino Royale', der indspillede 432,2 mio. dollars i hele sin levetid. Herhjemme er 'Skyfall' allerede blevet set af 618.204 biografgængere, så filmen er raskt på vej mod at blive årets største i Danmark.

Dansk film var repræsenteret i denne premiereweekend. Nikolaj ArcelEn kongelig affære fik strålende anmeldelser, men måtte nøjes med en 46. plads og 38.212 dollars i indtjening fra syv biografer.

Sammenlignet med sidste år indspillede top 10-filmene 159,5 mio. dollars, hvilket er 29 % bedre end sidste år, hvor listen toppedes af Immortals (32 mio. dollars).


Top 10 USA: 9. - 11. november
1. Skyfall - total $90,6 mio.
2. Wreck-It Ralph - total $93,6 mio.
3. Flight - total $47,5 mio.
4. Argo - total $85,6 mio.
5. Taken 2 - total $131,3 mio.
6. Cloud Atlas - total $22,8 mio.
7. The Man with the Iron Fists - total $12,8 mio.
8. Pitch Perfect - total $59,1 mio.
9. Here Comes the Boom - total $39 mio.
10. Hotel Transylvania - total $141 mio.