USA top 10: Bryllupsklokkerne i 'The Vow' overdøver konkurrenter

De nyeste og mest populære film i USA
'The Vow' indtog 1. pladsen i weekenden
(© Sony Pictures)

Det var en stærk weekend i USA ført an af en kærlighedsfilm og en thriller, men også med gode resultater til de øvrige premierefilm.

The Vow
De unge kvinder strømmede til det romantiske drama 'The Vow', som har Rachel McAdams og Channing Tatum i hovedrollerne, og filmen åbnede således med 41,2 millioner dollars i weekenden. Filmen om en mand, der får sin kone til at forelske sig i sig, efter hun har fået hukommelsestab, får dansk biografpremiere den 19. april.

Safe House
Lige efter 'The Vow' finder vi 'Safe House' på 2. pladsen. Denzel Washington og Ryan Reynolds leverede star power nok til, at filmen indspillede 40,2 millioner dollars i sin åbningsweekend. I filmen skal Reynolds holde øje med en farlig eks-agent (Washington), mens nogle snigmordere er ude efter dem. 'Safe House' får dansk premiere i denne uge.

Journey 2: The Mysterious Island

'Journey 2: The Mysterious Island' er opfølgeren til 'Journey to the Center of the Earth', og med Dwayne "The Rock" Johnson, Michael Caine og Josh Hutcherson i hovedrollerne indspillede 3D-familiefilmen 27,3 millioner dollars i weekenden. Filmen er ikke planlagt til dansk biografpremiere.

Star Wars: Episode I - The Phantom Menace
Repremieren på George Lucas' Star Wars-prequel fra 1999 bød på en 3D-opdatering af den mest familievenlige i rumsagaen, som Lucas planlægger at udgive i biografen i 3D over de næste seks år. Filmen, der indspillede 22,5 millioner dollars, har simultant fået premiere i Danmark.

Top 10-filmene indspillede sammenlagt 168,3 millioner dollars, og det var 31 % bedre end sidste år, hvor 'Just Go With It' åbnede med 30,5 millioner dollars.

Top 10 USA: 10.-12. februar

1. The Vow - total $41,2 mio.
2. Safe House - total $40,2 mio.
3. Journey 2: The Mysterious Island - total $27,3 mio.
4. Star Wars: Episode I - The Phantom Menace - total $22,5 mio.
5. Chronicle - total $40 mio.
6. The Woman in Black - total $35,3 mio.
7. The Grey - total $42,8 mio.
8. Big Miracle - total $13,3 mio.
9. The Descendants - total $70,7 mio.
10. Underworld: Awakening - total $59,9 mio.