USA top 10: Harry Potter slået af Captain America

Selvom den er sommerens fjerde superheltefilm i de amerikanske biografer, og selvom den skulle konkurrere med selveste Harry Potter, blev 'Captain America: The First Avenger' weekendens nummer et i USA.
Captain America: The First Avenger
Der var langt fra genretræthed at spore i de amerikanske billetluger, selvom Captain America er sommerens fjerde superheltefilm. 65,1 mio. dollars indspillede filmen i den første weekend, og dermed nåede den næsten op på siden af sæsonens første superheltefilm Thor med 65,7 mio. dollars. Chris Evans spiller helten, og filmen får dansk premiere den 11. august.
Harry Potter and the Deathly Hallows: Part 2
Efter at have brudt enhver box office-rekord i sin første weekend, faldt indtjeningen med hele 72 % i sin anden weekend til 47,4 mio. dollars for den sidste del af filmserien. Alligevel regner man med, at filmen vil blive 2011s største foran Transformers 3.
Friends With Benefits
Justin Timberlake og Mila Kunis sørgede for, at den R-censurede romantiske komedie 'Friends With Benefits' åbnede på en tredjeplads med 18,6 mio. dollars. Det er nogenlunde det samme som årets tidligere film om sex mellem venner, No Strings Attached, der indspillede 19,7 mio. dollars i sin åbningsweekend og 70,7 mio. i alt. 'Friends With Benefits' har premiere i Danmark (under titlen 'Bollevenner') den 8. september.
Top 10-filmene indspillede 179 mio. dollars, hvilket er 19 % bedre end sidste år, hvor Inception var på førstepladsen, og hele 30 % bedre end året forinden med G-Force som nummer et.
Top 10 USA: 22.-24. juli
1. Captain America: The First Avenger - total $65,1 mio.
2. Harry Potter and the Deathly Hallows: Part 2 - total $273,5 mio.
3. Friends With Benefits - total $18,6 mio.
4. Transformers 3 - total $325,8 mio.
5. Horrible Bosses - total $85,6 mio.
6. Zookeeper - total $59,2 mio.
7. Cars 2 - total $176,3 mio.
8. Winnie the Pooh - total $17,6 mio.
9. Bad Teacher - total $94,4 mio.
10. Midnight in Paris - total 44,8 mio.