USA top 10: Jim Carrey og Steve Carell i kæmpeflop

De nyeste og mest populære film i USA
Carell, Buscemi og Carrey var ikke en stensikker succes
(© New Line Cinema)

Eventyrfilmen Oz: The Great and Powerful opretholdte med 42,2 mio. dollars sin 1. plads i weekenden, hvor to nye film gik ind på top 10-listen.

The Call
Halle Berry-thrilleren overraskede og indtog 2. pladsen foran den stjernespækkede komedie 'The Incredible Burt Wonderstone'. Filmen handler om en medarbejder på alarmcentralen, der modtager et nødopkald fra en kidnappet pige, og den indspillede 17,1 mio. dollars, hvilket er Berrys 3. bedste åbning for en film, der ikke er en del af en franchise. Selvom filmen har fået en flot åbning, er 'The Call' ikke planlagt til dansk biografpremiere.

The Incredible Burt Wonderstone

Komedien med Steve Carell og Steve Buscemi som to populære tryllekunstnere, der bliver udfordret af gade-magikeren spillet af Jim Carrey, indspillede blot 10,3 mio. dollars. Med så stærk en rollebesætning var forventningerne til filmen høje og skuffelsen tilsvarende stor, da det kun blev til en 3. plads. 'The Incredible Burt Wonderstone' er ikke planlagt til dansk biografpremiere.

Top 10-filmene indspillede 93,9 mio. dollars, hvilket er på niveau med sidste år, hvor 21 Jump Street åbnede på 1. pladsen.

Top 10 USA: 15. - 17. marts 2013
1. Oz: The Great and Powerful - total $145 mio.
2. The Call - total $17,1 mio.
3. The Incredible Burt Wonderstone - total $10,3 mio.
4. Jack the Giant Slayer - total $53,9 mio.
5. Identity Thief - total $123,7 mio.
6. Snitch - total $37,3 mio.
7. 21 and Over - total $21,9 mio.
8. Silver Linings Playbook - total $124,6 mio.
9. Safe Haven - total $66,9 mio.
10. Escape from Planet Earth - total $52,2 mio.