USA top 10: John Carter overlistet af skovvæsen

De nyeste og mest populære film i USA
"John hvem!?"
(© UIP)

Tre nye film fik amerikansk premiere i weekenden, men ingen kunne hamle op med 'The Lorax', der blev siddende på 1. pladsen.

The Lorax
Et fald på 44 % i billetsalg resulterede i 39,1 mio. dollars, og det var mere end nok til endnu en 1. plads. Animationsfilmen, der får dansk premiere den 29. marts, er nu årets hidtil største succes i de amerikanske biografer.

John Carter
Disneys vanvittigt dyre actioneventyr (budgettet er eftersigende på 250 mio. dollars) måtte tage til takke med 30,6 mio. dollars og 2. pladsen. Udenfor USA gik det bedre, hvor filmen indspillede 70,6 mio. dollars. ’John Carter’ er lige nu aktuel i biografen.

Silent House
Gyseren med Elizabeth Olsen, der er indespærret i sine forældres hytte, fik ikke ligefrem nogen fremragende debut med en 4. plads og 7 mio. dollars. 'Silent House' er ikke planlagt til dansk biografpremiere.

A Thousand Words
Weekendens sidste nyhed blev endnu et flop for Eddie Murphy. En 6. plads og 6,4 mio. kommer ikke til at redde komikerens karriere (der dog fik et lille comeback med Tower Heist), og med et budget på 40 mio. dollars er der lang vej hjem. Komedien, hvor Eddie Murphy kun har 1.000 ord tilbage, får ikke dansk biografpremiere.

Weekendens samlede billetsalg var 5 % større end samme weekend sidste år, hvor Battle: Los Angeles debuterede på 1. pladsen med 35,6 mio. dollars.

Top 10 USA: 9.-11. marts
1. The Lorax - total $122 mio.
2. John Carter - total $30,6 mio.
3. Project X - total $40,1 mio.
4. Silent House - total $7 mio.
5. Act of Valor - total $56,1 mio.
6. A Thousand Words - total $6,4 mio.
7. Safe House - total $116 mio.
8. The Vow - total $118 mio.
9. This Means War - total $46,9 mio.
10. Journey 2: The Mysterious Island - total $90,7 mio.