USA top 10: Katniss knuser konkurrenterne

'The Hunger Games' blev for fjerde weekend i træk den mest sete film i de amerikanske biografer på trods af tre nye premierefilm.
The Hunger Games
Et fald på kun 35 % var nok til endnu en 1. plads, og for første gang siden Avatar ligger en film på toppen af listen fire uger i træk. Hermed har 'The Hunger Games' desuden overgået Spider-Man 3 og er nu den 22. mest indtjenende film i USA nogensinde - godt på vej til at slå den sidste Harry Potter-film.
The Three Stooges
Falden-på-halen komedien indspillede 17,1 mio. dollars og debuterede dermed på 2. pladsen. Filmen, baseret på de populære kortfilm, har kun kostet 30 mio. dollars at producere, og får efter planen dansk premiere den 6. september.
The Cabin in the Woods
3. pladsen blev indtaget af en uhyggelig hytte i skoven, der omsatte for 14,9 mio. dollars. Gyseren fik gode anmeldelser, men det blev ikke til mere end et nogenlunde resultat for 'The Cabin in the Woods', der får dansk premiere den 10. maj.
Lockout
Weekendens sidste nyhed blev science fiction-filmen med Guy Pearce. Med 6,3 mio. dollars og en 9. plads kom filmen alt andet end godt fra start, og selvom budgettet er overkommeligt (20 mio. dollars), går ’Lockout’ en hård tid i møde. Der er dansk premiere den 21. juni.
Weekendens samlede billetsalg var 4 % lavere en samme weekend sidste år, hvor Rio debuterede på 1. pladsen med 39,2 mio. dollars.
Top 10 USA: 13.-15. april
1. The Hunger Games- total $337 mio.
2. The Three Stooges - total $17,1 mio.
3. The Cabin in the Woods - total $14,8 mio.
4. Titanic 3D - total $44,4 mio.
5. American Reunion - total $39,9 mio.
6. Mirror Mirror - total $49,5 mio.
7. Wrath of the Titans - total $71,3 mio.
8. 21 Jump Street - total $121 mio.
9. Lockout - total $6,3 mio.
10. The Lorax - total $204 mio