USA top 10: Mel Gibson udfordrede 'Avatar'

De nyeste og mest populære film i USA
Avatar
(© 20th Century Fox)
'Edge of Darkness' med Mel Gibson lignede en seriøs kandidat til at vippe 'Avatar' af 1. pladsen, men kom ikke i nærheden. Komedien 'When in Rome' debuterede på en 3. plads.

Avatar
Den mest sete film i USA blev for syvende weekend i træk James Camerons 'Avatar', der i mellemtiden er blevet nomineret til ni Oscars.

'Avatar' har nu den højeste biografomsætning nogensinde på verdensplan, men er stadig langt efter Titanic, når det drejer sig om billetsalget.

'Titanic' solgte 125 millioner billetter, imens 'Avatar' ”kun” har solgt 70 millioner - samme antal som Shrek 2 og Spider-Man.

Edge of Darkness
Mel Gibson vendte tilbage i en hovedrolle for første gang i otte år, hvilket resulterede i 17,2 millioner dollars og en 2. plads.

Resultatet var mildt hæderligt for den 80 millioner dollars dyre film, der er instrueret af Martin Campbell (Casino Royale).

When in Rome
Sidste nyhed på top 10-listen blev 'When in Rome' med Kristin Bell.

Den romantiske komedie, om uventet kærlighed i Rom, debuterede bedre end forventet med 12,4 millioner dollars og en 3. plads. Der er dansk premiere den 25. marts.

Weekendens samlede billetsalg var 8 % bedre end samme weekend sidste år, hvor Taken debuterede på 1. pladsen med 24,7 millioner dollars.


Top 10 USA: 29.-31. januar

1. Avatar - total $596 millioner
2. Edge of Darkness - total $17,2 millioner
3. When in Rome - total $12,4 millioner
4. Tooth Fairy - total 26,1 millioner
5. The Book of Eli - total $74,5 millioner
6. Legion - total $29 millioner
7. The Lovely Bones - total $38 millioner
8. Sherlock Holmes - total $198 millioner
9. Alvin og de frække jordegern 2 - total $209 millioner
10. Det’ indviklet - total $104 millioner