USA top 10: 'New Moon' slået af Bullock

Remake af dansk film følger godt med
'New Moon' er blevet slået af 'The Blind Side' i USA
(© Summit Entertainment)
Selvom The Twilight Saga: New Moon har vist stor styrke ved billetlugerne i USA og indspillet 255 millioner dollars indtil videre, måtte filmen i weekenden se sig slået af Sandra Bullocks 'The Blind Side'. Se de nyeste og populæreste film i USA netop nu.

The Blind Side
'The Blind Side' er på vej til at blive Sandra Bullocks største filmsucces nogensinde med en samlet indtjening på 129 millioner dollars. Det er otte millioner mere end Speed fra 1994, men der mangler stadig 34 millioner dollars op til hendes største succes, The Proposal.

Filmen indspillede 20,4 millioner dollars i weekenden mod 'New Moon's 15,7 millioner og har derved overtaget førstepladsen på listen. 'The Blind Side' har endnu ikke fået en dansk premieredato.

Brothers
Af nye film på listen finder vi det amerikanske remake af Susanne Biers Brødre. 'Brothers' er instrueret af Jim Sheridan, der lavede 'Min venstre fod i 1989, og Ulrich Thomsen, Nikolaj Lie Kaas og Connie Nielsens roller er overtaget af Hollywood-stjernerne Tobey Maguire, Jake Gyllenhaal og Natalie Portman.

Filmen har indspillet 9,7 millioner dollars i sin åbningsweekend. 'Brothers' har dansk premiere den 18. marts 2010.

A Christmas Carol
Den animerede julefilm med Jim Carrey bliver ved med at holde fast i publikum i USA. Den indspillede 7,5 millioner dollars i weekenden. Filmen er rykket forbi komedien Old Dogs, der indspillede 6,9 millioner dollars i de amerikanske biografer i weekenden. 'A Christmas Carol' kan stadig opleves i de danske biografer, mens 'Old Dogs' har premiere den 25. december.

Armored
En anden ny på listen er action-thrilleren 'Armored' med Matt Dillon og Laurence Fishburne. Den har inspillet 6,6 millioner dollars, og der er dansk premiere på filmen den 11. marts 2010.

Den har dermed overgået både katastrofefilmen 2012, actionfilmen Ninja Assassin og den animerede komedie Planet 51 i weekendens amerikanske billetsalg. 'Planet 51' har endnu ikke haft dansk premiere, men får det den 7. januar næste år.

Everybody's Fine
Nummer ti på den amerikanske top-liste er 'Everybody's Fine'. Robert De Niro spiller en mand, der tager på road trip for at genforenes med sine voksne børn. Komedien lægger ud med at indspille fire millioner dollars i sin åbningsweekend. Der er dansk premiere på 'Everybody's Fine' den 14. januar 2010.

USA Top 10: 4.-6. december

1. The Blind Side - total $129 millioner
2. The Twilight Saga: New Moon - total $255 millioner
3. Brothers - total $9,7 millioner
4. A Christmas Carol - total $115 millioner
5. Old Dogs - total $33 millioner
6. Armored - total $6,6 millioner
7. 2012 - total $148,7 millioner
8. Ninja Assassin - total $29,7 millioner
9. Planet 51 - total $28,5 millioner
10. Everybody’s Fine - total $4 millioner