USA top 10: Sherlock på 1. pladsen

De nyeste og mest populære film i USA
Robert Downey Jr. som Sherlock Holmes
(© Warner Bros.)

Som ventet blev 'Sherlock Holmes 2' weekendens mest sete film i de amerikanske biografer foran 'Alvin og de frække jordegern 3'. Tom Cruise stod dog for weekendens største bedrift med en imponerede debut til ’Mission: Impossible 4’, der fik snigpremiere i 425 biografer.

Sherlock Holmes: A Game of Shadows
39,6 mio. dollars var selvfølgelig rigeligt til 1. pladsen, men alligevel leverede detektiven fra Baker Street en åbningsweekend, der var 36 % lavere end etterens fra 2009, der dog åbnede midt i de mere lukrative juledage. Filmen fik generelt gode anmeldelser, og med lidt held kan den indhente budgettet på 145 mio. dollars i USA alene. 'Sherlock Holmes 2' får dansk premiere den 25. december.

Alvin and the Chipmunks: Chipwrecked 
Også i Alvin-serien åbnede den foregående film i juledagene, og 3'eren debuterede dermed med ca. halvdelen af 2'erens åbningsweekend. Resultatet blev 23,2 mio. dollars, men det bliver først i juledagene, at familiefilmen skal vise sin egentlige styrke. 'Alvin and the Chipmunks: Chipwrecked', der allerede er biografaktuel herhjemme, har kostet 75 mio. dollars at producere.

Mission: Impossible - Ghost Protocol 
Med årets bedste anmeldelser for en actionfilm og et spektakulært billetsalg i kun 425 biografer (heraf 300 IMAX-biografer med højere billetpris), kom den fjerde film om Ethan Hunt fremragende fra start med 12,8 mio. dollars. Taktikken sparkede fornyet interesse i Tom Cruise, hvis karriere måske endelige kommer på ret kurs. Filmen til 140 millioner dollars får på onsdag premiere i 3.400 amerikanske biografer, og fra den 26. januar kan man se den herhjemme.   

Weekendens samlede billetsalg var 14 % lavere end samme weekend sidste år, hvor TRON: Legacy debuterede på 1. pladsen med 44 mio. dollars.

Top 10 USA: 16.-18. december
1. Sherlock Holmes: A Game of Shadows - total $39,6 mio.
2. Alvin and the Chipmunks: Chipwrecked - total $23,2 mio.
3. Mission: Impossible - Ghost Protocol - total $13,4 mio.
4. New Year's Eve - total $24,7 mio.
5. The Sitter - total $17,9 mio.
6. 
The Twilight Saga: Breaking Dawn - Part 1 - total $266,3 mio.
7. Hugo - total $39,2 mio.
8. Arthur Christmas - total $38,5 mio.
9. The Muppets - total $71 mio.
10. Young Adult - total $3,8 mio.