USA top 10: Sikker 1. plads til ungdommelige mutanter

X-Men: First Class var weekendens eneste premierefilm i de amerikanske biografer, og som ventet strøg superheltefilmen direkte ind på 1. pladsen.
Med 56 mio. dollars indkasserede filmen årets femte største åbningsweekend indtil videre, og selvom det er markant lavere end både X-Men: The Last Stand (102,8 mio. dollars) og X-Men Origins: Wolverine (85,1 mio. dollars), er resultatet tilfredsstillende for 20th Century Fox.
Mutanterne måtte nemlig klare sig uden 3D-tillæg til at øge indtjeningen (modsat Thor der tidligere på året åbnede med 65,7 mio. dollars), og filmserien har oven i købet fået en del modstandere siden de to foregående og udskældte film i serien.
Anmeldelserne af ’X-Men: First Class’ har til gengæld været forrygende, og konklusionen må være, at filmserien har fået vendt skuden. Filmen, der kan ses i biografen netop nu, har kostet 160 mio. dollars at producere.
Weekendens samlede billetsalg var 29 % højere end samme weekend sidste år, hvor Shrek Forever After forblev på 1. pladsen for tredje weekend i træk.
Top 10 USA: 3.-5. juni
1. X-Men: First Class - total $56 mio.
2. The Hangover Part II - total $187 mio.
3. Kung Fu Panda 2 - total $100 mio.
4. Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides - total $190 mio.
5. Bridesmaids - total $107 mio.
6. Thor - total $167 mio.
7. Fast Five - total $202 mio.
8. Midnight in Paris - total $7 mio.
9. Jumping the Broom - total $35,9 mio.
10. Something Borrowed - total $36,7 mio.