USA top 10: Smittefarlig thriller topper årets dårligste weekend

Steven Soderberghs stjernefyldte action-thriller 'Contagion' slog 'The Help' af pinden som nummer et i USA, og Tom Hardy-kampsportsfilmen 'Warrior' skuffede.
Contagion
Med finanskrise og stor arbejdsløshed skulle man ikke tro, at amerikanerne ville tage vel imod en film om en dødsensfarlig virus, men Steven Soderberghs stjernebesatte action-thriller 'Contagion' debuterede alligevel som nummer et med 22, 4 millioner dollars og slog dermed de seneste tre ugers duks 'The Help'. 'Contagion' har Matt Damon, Jude Law, Marion Cotillard og Gwyneth Paltrow på rollelisten, og filmen får dansk premiere den 3. november.
Warrior
Tom Hardy (Inception) og Joel Edgerton (Animal Kingdom) kunne ikke lokke de unge mænd væk fra tv-skærmene med kampsportsfilmen 'Warrior' om to brødre, der møder hinanden i en Mixed Martial Arts-turnering. NFL-sæsonen er netop begyndt, hvilket nok har været hovedårsagen til, at filmen kun indspillede 5,3 millioner dollars.
September er typisk en dårlig biografmåned, og det fornægtede sig ikke, da top 10-filmene tilsammen indspillede 61,9 millioner dollars, nogenlunde det samme som sidste år, men 13 % dårligere end året forinden. Alt i alt var weekenden årets dårligste i USA.
Top 10 USA: 9.-11. september
1. Contagion - total $22,4 mio.
2. The Help - total $137,3 mio.
3. Warrior - total $5,3 mio.
4. The Debt - total $21,9 mio.
5. Colombiana - total $29,7 mio.
6. Rise of the Planet of the Apes - total $167,8 mio.
7. Shark Night 3D - total $14,7 mio.
8. Apollo 18 - total $15 mio.
9. Our Idiot Brother - total $21,3 mio.
10. Spy Kids: All the Time in the World - total $34,2 mio.