USA Top 10: Super weekend

De nyeste og mest populære film i USA
Super duper!
(© UIP)

Instruktør J.J. Abrams og producent Steven Spielberg har denne weekend indviet amerikanerne i deres tophemmelige projekt Super 8. Økonomisk var resultatet hverken skuffende eller overvældende med 36,5 mio. dollars indtjent på omkring 5.500 lærreder.

Når man tænker på filmens hype samt massive kampagne, gik åbningsweekenden ret stille for sig. Indtjeningen ligger ikke langt fra sammenlignelige titler som Cloverfield (40,1 mio.) og District 9 (37,4 mio.), men tilbage i 1982 åbnede Spielbergs ’E.T.’ dog med næsten samme resultat på under en tredjedel antal lærreder.

Ifølge Paramount var 72 % af publikum over 25 år, og 56 % heraf var mænd. Selvom filmens hovedkarakterer er børn, er det ikke underligt, at ungdommen blev væk. Filmen foregår nemlig i sommeren 1979, hvor en gruppe børn ser et toguheld og opdager, at der er mere mellem himmel og jord end forventet. Klassisk Spielberg-nostalgi!

’Super 8’, der får dansk premiere den 28. juli, spås til at få en lang levetid i biograferne og ramme omkring 110-115 mio. dollars i sidste ende, så det ser bestemt ikke sort ud for Spielberg og Abrams.

X-Men: First Class kom ind på en anden plads med et fald på 56 % - hvilket er det laveste publikumsfald i serien siden den populære X-Men 2.

Samtidig krydsede fyrene fra Tømmermænd i Thailand de 200 mio. dollars på kun 16 dage, og komedien er dermed årets hidtil bedst indtjenende film.

Top 10 USA: 10-12
1. Super 8 - total $36,5 mio.
2. X-Men: First Class - total $98 mio.
3. Tømmermænd i Thailand - total $215,7 mio.
4. Kung Fu Panda 2 - total $126,8 mio.
5. Pirates of the Caribbean 4 - total $208,9 mio.
6. Brudepiger - total $123,8 mio.
7. Judy Moody and the Not Bummer Summer - total $6 mio.
8. Midnight In Paris - total $13,9 mio.
9. Thor - total $173,7 mio.
10. Fast & Furious 5 - total $205 mio.