USA top 10: Svag Johnny Depp besejret af bestøvlet kat

De nyeste og mest populære film i USA
Weekendens sejrherre
(© DreamWorks Animation)

Weekenden bød på tre nye premierefilm i de amerikanske biografer, men kun én kunne være tilfreds med sin indsats.

Puss in Boots
Shrek-universet har indspillet milliarder af kroner, så et spin-off på serien var uundgåeligt. Æren tilfaldt Den bestøvlede kat, og solofilmen indtog som ventet weekendens 1. plads og indspillede 34,1 mio. dollars.

Resultatet er milevidt fra Shrek-filmene og mange andre store animationsfilm i 3D, men familieeventyret ventes at få et langt liv i biografen på baggrund af særdeles gode anmeldelser fra kritikerne. ’Puss in Boots’ får dansk premiere den 2. februar.

In Time
Et godt stykke efter Paranormal Activity 3 på 2. pladsen debuterede science fiction-filmen med Justin Timberlake med 12,1 mio. dollars. Anmeldelserne var lunke, og selvom åbningen ikke er en katastrofe, er der langt fra tale om et nyt biografhit for det tidligere boyband-medlem. 'In Time' kan ses herhjemme fra den 1. december.

The Rum Diary
Efter en lang række store biograffilm vendte Johnny Depp tilbage til tiden før Jack Sparrow med en lav åbningsweekend på 5,1 mio. dollars og en 5. plads. Hvis ikke filmen havde premiere i næsten 2.300 biografer og kostet 45 mio. dollars at producere, havde det været et udmærket resultat for en smallere titel, der i stedet ligner en dyr affære for FilmDistrict. Dramaet, om en New York-journalist i 50ernes Puerto Rico, får dansk premiere den 19. april.

Weekendens samlede billetsalg var 8 % højere end samme weekend sidste år, hvor Saw 3D debuterede på 1. pladsen med 24,2 mio. dollars.

Top 10 USA: 28.-30. oktober
1. Puss in Boots - total $34,1 mio.
2. Paranormal Activity 3 - total $80,9 mio.
3. In Time - total $12,1 mio.
4. Footloose - total $38,5 mio.
5. The Rum Diary - total $5,1 mio.
6. Real Steel - total $73,9 mio.
7. The Three Musketeers - total $14,8 mio.
8. The Ides of March - total $33,6 mio.
9. Moneyball - total $67,4 mio.
10. Courageous - total $27,7 mio.