USA top 10: 'Taken 2' sætter sig på tronen
Liam Neesons CIA-agent Bryan Mills topper igen det amerikanske billetsalg med 'Taken 2', mens Tim Burtons nye animationsfilm 'Frankenweenie' måtte se sig henvist til 5. pladsen.
Taken 2
Efterfølgeren til 2008-actionhittet Taken åbnede dobbelt så godt som sin forgænger og bedre end nogen anden film i sin genre på denne tid af året. 'Taken 2', hvori Liam Neeson igen er CIA-agenten Bryan Mills, tjente 50 mio. dollars i sin åbningsweekend. Det er dermed Neesons anden film i år, der åbner på 1. pladsen, efter The Grey (19,7 mio. dollars) i januar. 'Taken 2' er aktuel i de danske biografer.
Frankenweenie
Tim Burtons familiefilm var den tredje animationsfilm med monster-tema på to måneder og den, der er åbnet værst. ParaNorman debuterede i august med 14,1 mio. dollars, og Hotel Transylvania åbnede stærkt med 42,5 mio. dollars i sidste weekend. 'Frankenweenie' mønstrede blot 11,5 mio. dollars, så noget tyder på, at markedet er overfyldt. Burtons film får dansk premiere den 17. januar 2013.
Top 10-filmene indtjente sammenlagt 129,7 mio. dollars, hvilket er hele 62 % bedre end sidste år, hvor Real Steel debuterede på 1. pladsen med 27,3 mio. dollars.
Top 10 USA: 5. - 7. oktober
1. Taken 2 - total $50 mio.
2. Hotel Transylvania - total $76 mio.
3. Pitch Perfect - total $21,6 mio.
4. Looper - total $40,3 mio.
5. Frankenweenie - total $11,5 mio.
6. End of Watch - total $32,8 mio.
7. Trouble with the Curve - total $29,7 mio.
8. House at the End of the Street - total $27,5 mio.
9. The Master - total $12,3
10. Finding Nemo 3D - total $38,9 mio.