USA top 10: Tre film i tæt topdyst

For tredje weekend i træk viste de amerikanske biografer svaghedstegn, mens hele tre film kæmpede om topplaceringen. 'End of Watch' vandt dog snævert over thrilleren 'House at the End of the Street' og dramaet 'Trouble with the Curve'. 'Dredd' var weekendens fiasko.
End of Watch
Filmen, hvori Jake Gyllenhaal og Michael Peña spiller to betjente, der forsøger at holde ro og orden i Los Angeles' gader, overgik mange box office-eksperters forventninger. Politifilmen scorede fremragende anmeldelser og åbnede på 1. pladsen i USA med 13,2 mio. dollars. 'End of Watch' får dansk premiere den 29. november.
House at the End of the Street
Lige i hælene på 'End of Watch' og en smule foran 'Trouble with the Curve' finder vi horror-thrilleren 'House at the End of the Street'. Jennifer Lawrence fra The Hunger Games skulle bære filmen sikkert i mål, og selvom 12,3 mio. dollars i weekenden ikke er vildt imponerende, går filmen en fin fremtid i møde med Halloween lige rundt om hjørnet. 'House at the End of the Street' er ikke planlagt til dansk biografpremiere.
Trouble with the Curve
Clint Eastwoods protegé og medhjælper gennem flere år, Robert Lorenz, debuterer som instruktør med baseball-dramaet, der har Eastwood i rollen som en aldrende talentspejder, der tager sin datter (Amy Adams) med på en tur for at rekruttere spillere. Filmen fik blandede anmeldelser og åbnede med 12,2 mio. dollars på en 3. plads, et godt stykke efter Eastwoods seneste skuespillerpræstation i Gran Torino (29,5 mio. dollars). Filmen får dansk premiere den 29. november.
Dredd
Den nye version af Sylvester Stallone-filmen 'Judge Dredd' fik ikke helt så godt fat i kernemålgruppen af unge mænd, som man kunne håbe på. 'Dredd', der endda havde 3D-tillæg og gode anmeldelser i ryggen, mønstrede blot 6,3 mio. dollars og en 6. plads, hvilket kun var halvdelen af, hvad Stallone-filmen åbnede med i 1995 - uden 3D-tillæg og generelt noget lavere billetpriser. Dermed blev tegneseriefilmatiseringen ikke det gennembrud for Karl Urban, der ellers havde fået sin første store hovedrolle. 'Dredd' får dansk premiere på torsdag.
Top 10-filmene indspillede 71,9 mio. dollars, hvilket er 6,3 mio. dollars.
Top 10 USA: 21. - 23. september
1. End of Watch - total $13,2 mio.
2. House at the End of the Street - total $12,3 mio.
3. Trouble with the Curve - total $12,2
4. Finding Nemo 3D - total $30,2 mio.
5. Resident Evil: Retribution - total $33,5 mio.
6. Dredd - total $6,3 mio.
7. The Master - total $5,5
8. The Possession - total $45,3 mio.
9. ParaNorman - total $52,6 mio.
10. Lawless - total $34,5 mio.