Verdensstjerner kommer til Danmark!
Hvis du har fornemmelsen af, at den ene Hollywood-stjerne efter den anden besøger Danmark, så er du ikke helt forkert på den.
Sommeren igennem har folk som Matt Damon, Jessica Chastain og Reese Witherspoon været på besøg i landet. Det kan du læse mere om her.
Derefter prydede Blake Lively den røde løber til gallapremieren på filmen It Ends with Us. Nu kommer der så endnu flere Hollywood-skuespillere til Danmark.
Det sker i forbindelse med gallapremieren på filmen The Apprentice i Imperial i København den 16. oktober.
Filmens dansk-iranske instruktør Ali Abbasi tager nemlig sine tre hovedrolleskuespillere med til Danmark - og de vil alle være at finde på den røde løber i forbindelse med gallaen.
Sebastian Stan - som udover at spille Donald Trump i filmen - er kendt for sin rolle som The Winter Soldier i Marvel-filmene. Han var også Tommy Lee i miniserien 'Pam & Tommy', så man kommer ikke udenom skuespillerens spændevidde.
Emmy-vinderen Jeremy Strong, der bl.a. gjorde sig gældende i hitserien 'Succession' som Kendall Roy, er bosiddende i Danmark og dukker ligeldes op. Han har rollen som advokaten og Donald Trumps rådgiver Roy Cohn i 'The Apprentice'.
Endelig deltager Donald Trumps hustru Ivana Trump også til gallapremieren - eller rettere sagt skuespilleren, der portrætterer hende i filmen, nemlig Maria Bakalova. Hun er bedst kendt for sin Oscar-nominerede rolle i Borat 2.
'The Aprrentice' dykker ned i de unge år af verdens måske mest omdiskuterede mand, Donald Trump.
Filmen tager os nemlig tilbage til 1970'erne og 1980'ernes New York og fokuserer altså ikke på det kommende præsidentvalg eller Donald Trumps politiske karriere generelt, men på hans unge og formative år som forretningsmand.
I 'The Apprentice' møder den unge og ambitiøse Trump den skruppelløse advokat Roy Cohn, der ser et enormt potentiale i den unge entreprenør.