Vinterberg: Dansk film kommer ingen steder ved at behage

CANNES. Selvom dansk film er flot markeret ved filmfestivalen i Cannes, er vi lige så langsomt ved at sylte os ind i mental dovenskab.
Den hårde svada kommer fra instruktør Thomas Vinterberg, der i disse dage er juryformand ved serien Un Certain Regard, der vises på filmfestivalen i Cannes. Serien hædrer de "anderledes og originale værker". Dem er der heldigvis mange af i verden, mener Vinterberg, men hvis ikke danskerne tager sig sammen, ender vi med at lave de kedelige og forudsigelige ting:
- Hvis vi som danskere skal være stolte af os selv, skal vi huske at tage nogle chancer. Vi kommer ikke herned til Cannes ved at forsøge at behage mennesker. Den middelmådighed, der sniger sig ind i dansk film lige nu, bliver vi nødt til at forlade, siger Thomas Vinterberg. Han forklarer middelmådigheden med "mental dovenskab".
- Det handler mere om salgstal end om kunst. Og den holdning siver ned gennem systemet - hele vejen fra distributører over produktionsselskaber til instruktører. Jeg synes, at Filminstituttet holder fanen højt ved at fastholde, at de har en kunststøtteordning - at det er kunst at lave film og skal respekteres som det. Hvis de ikke gjorde det, ville de aldrig blive plads til nye talenter.
Find nye veje
Som juryformand har Thomas Vinterberg en fremtrædende rolle på årets filmfestival. Sammen med den kinesiske skuespillerinde Zhang Ziyi, den spanske instruktør Enrique Gonzales Macho og den franske skuespillerinde Ludivine Sagnier, skal han kåre den bedste blandt 20 film.
Den første - Sophia Coppolas The Bling Ring - blev vist for en proppet sal torsdag aften. Forinden indledte Thomas Vinterberg med at takke for æren.
- Det er 11 dage med et lækkert værelse på Hotel Carlton. 11 dage med interessante film fra hele verden. 11 dage hvor smukke skuespillerinder smiler og kalder mig Monsieur Le President, som Thomas Vinterberg sagde, inden han - efter opfordring fra festivalens kunstneriske leder Thierry Fremaux - indledte filmen med en lille dansk tale.
Udover Coppolas film kan Vinterberg og resten af juryen se frem til en række vidt forskellige film.
- Jeg forventer at se nogle film, der vibrerer. Film er jo en ekstremt konservativ kunstform. Som publikum forventer man at blive ført fra a til b. Men det er sjovest, hvis man kan finde et helt nyt sprog eller en ny vej at gå, forklarer Vinterberg.
Hele interviewet kan høres nedenfor.