Wachowski-søskende overtager måske 'Justice League'
Efter vi kunne konkludere, at Ben Affleck endegyldigt har afkræftet sin interesse i at instruere en Justice League-film, dukker der nye navne op som mulige afløsere.
Det seneste rygte går på, at instruktørerne Andy og Lana Wachowski (The Matrix) er øverst på Warner Bros.'s ønskeliste til superheltefilmatiseringen. Intet er dog endnu bekræftet.
Hvad der taler for rygtet er, at Wachowski-søskendeparret tidligere har arbejdet for Warner Bros. De har desuden god erfaring med special effects-ladede film med The Matrix-trilogien som kronen på værket.
Og endelig har de før udvist interesse for tegneserielitteraturen med den dystre V for Vendetta, som de skrev manuskript til.
'Justice League' er en superheltefilm med en række af DC's mest populære karakterer som Superman, Batman og Wonder Woman på holdet. Filmen skal ses som en konkurrent til Marvels succesrige The Avengers fra i år.
Vi følger selvfølgelig op på denne nyhed, når vi ved mere om Justice League.