X-Men-afsløring

Hugh Jackman snakker tidsrejser
Wolverine - igen halvnøgen
(© 20th Century Fox)

Den Oscar-nominerede Hugh ”Wolverine” Jackman har afsløret yderligere nyt om den kommende superhelte-film 'X-Men: Days of Future Past'.

- Alle andre skuespillere, der nogensinde har haft et superhelte-kostume på, er med i filmen. Der er et tidsrejse-element med, og den bliver naturligvis fuld af action, fortæller skuespilleren i et interview i Daily Mail her til morgen.

Således er det bekræftet, at efterfølgeren til X-Men: First Class som forventet vil følge historien fra tegneserien ’Days of Future Past’ og springe frem og tilbage mellem tiden omkring 'First Class' og en dystopisk fremtid, hvor mutanter er hensat til koncentrationslejre.

Tidsrejse-aspektet åbner dermed op for både unge og ældre versioner af mutanterne, og derfor giver det god mening, at både Michael Fassbender og Ian McKellen samt James McAvoy og Patrick Stewart skal spille henholdsvis Magneto og Xavier.

Hugh Jackman er allerede i juli 2013 tilbage i sin mutant-glansrolle i The Wolverine, men vil sammen med andre store mutanter som Jennifer Lawrence (Mystique) altså også pryde landskabet i den nye X-Men-film.

X-Men: Days of Future Past instrueres denne gang af seriens oprindelige instruktør, Bryan Singer, og får dansk premiere den 7. juli 2014.