Sean Connerys egen favorit i James Bond-serien var nummer to, “From Russia With Love”, baseret på en af John F. Kennedys yndlingsromaner. I Terence Youngs instruktion emmer Ian Flemings spionhistorie af eventyrlig koldkrigsstemning. Her er skakspillende SPECTRE-lømler, tyrkisk lokalkolorit, fruentimmere med syle i skoene og en indtagende russisk lokkedue (Daniela Bianchi), der fører agent 007 på en livsfarlig togtur med Orientekspressen.
Filmen er især berømt for nævekampen med Red Grant (Robert Shaw) i togkupeen, for den i dag politisk ukorrekte catfight mellem to sigøjnerkvinder og for Pedro Armendariz som Bonds allierede, Kerim Bey. Armendariz var dødeligt syg af kræft under optagelserne, men leverede alligevel en karismatisk præstation.
Matt Monro crooner temasangen, som siden er blevet en popstandard. Resten af soundtracket er af John Barry, hvis musik til 11 Bond-film dannede skole for hele agentgenrens lyd.
Brugernes anmeldelser
5,0
1 brugere