Der er film, der bruger handling, plot, suspense eller bare har det hele i munden. Og så er der 'Alamar', der har hverken eller. Men den har mennesker, den har virkelighed, og så har den kælefuglen Blanquita. Drengen Natan er ønskebarnet af en italiensk kvinde og en mand med maya-rødder. De to er dog gået fra hinanden, og fra det øjeblik Natan sendes fra moderens hjem i Rom, ud på en lang rejse med faren Jorge, ændrer hans unge liv sig komplet - ligesom filmen lægger en helt ny kurs for, hvad vi har set på film. For det liv, Jorge lever, er helt afskåret fra civilisationens rytme og pulserende dynamik erstattet af ren hængekøjetilstand. Det er et liv på havet, omkranset alene af himmel og hav, i et træhus på piller, hvor kun fuglene er deres venner. Her lever Jorge det simple liv af naturens og havets frugter, og publikum sættes i Natans små sko, om det så er ombord på en gyngende båd med vind i håret og vand under fødderne eller i ren forundring over det liv, der befinder sig under havets overflade. 'Alamar' er et sjældent eksempel på, at man kan lave filmkunst, og samtidig holde publikum i jerngreb fra start til slut.