En film der for størstedelens vedkommende foregår på en teaterscene. En løst skrevet og (måske) improviseret dialog, samt den nagende tvivl om, hvorvidt det man ser er ægte følelser. Tænker du Cassavetes, er du på sin vis både tæt på og langt fra. Instruktøren af 'Alexander the Last' hedder Joe Swanberg og er et navn, man lige så godt kan lære med det samme. For selvom Swanberg hverken er eller måske bliver den næste Cassavetes, er ligheden ikke til at tage fejl af.
I dette sidste skud på stammen hos den produktive unge instruktør, der på bedste Woody Allen-maner laver minimum én spillefilm om året, følger vi en ung gift skuespillerindes problemer med at skelne ægte følelser fra de intime øjeblikke, der kan opstå på scenen. Med tilknytningen af kyndige Noah Baumbach (instruktør af 'The Squid and the Whale') som producer, har Swanberg i denne film plads til lidt større armbevægelser i forhold til hans tidligere mindst lige så personlige, men samtidig endnu mere low budget-produktioner, der lægger sig i forlængelse af den spæde, men ivrigt voksende mumblecore-tradition.