Glacier-paced er et smart amerikansk anmelderord for film, der sniger sig af sted med gletcherfart. I virkeligheden handler det ikke så meget om tempo, som om film der viger fra den traditionelle fortælleform til fordel for stemninger og registreringer - om film, der sætter billeder over ord. Faste festivalgængere vil kende stilen fra så forskellige navne som Philippe Grandrieux, Kelly Reichart og Sharon Lockhart, men et af de modigste og stærkeste eksempler på den neo-narrative filmkunst er utvivlsomt svenske Anders Edström og amerikanske C.W. Winters 'The Anchorage'. Edström er især kendt som stillfotograf og står også bag de meditative, smukke billeder i fortællingen om den midaldrende Ulla, som lever i ensomhed på en lille ø i den stockholmske skærgård. Da datteren og svigersønnen tager af sted efter et kort besøg, går dagene atter med de rutinemæssige gøremål - morgenbade, fiske, skrive dagbog - men så dukker en jæger op på øen og bryder balancen. 'The Anchorage' er en film uden prædestineret plot, hvor dramaet ligger i detaljen og tilstedeværelsen. Det er en film fuld af tålmodighed og tilbageholdenhed, en film om at se og lytte, og den fordrer det samme af sit publikum. Det er ikke 'Avatar', men for det seende og lyttende sind venter en enestående oplevelse.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

