Basceo-området ved Manila Bay var oprindeligt tænkt som et lukrativ resort med hvide sandstrande og store luksushoteller, men er i dag hjemsted for skibsophug og industrielt affald. En stor lossepladsindustri, hvor mere end 6000 familier lever og søger lykken. 'Bakal Boys' udspiller sig i dette rå og sælsomt smukke ødeland og følger en gruppe metaldykkere, unge drenge på 10-12 år, der dykker efter metalaffald fra skibe i bugten. Ralston Jover, der tidligere har skrevet manuskript til blandt andet Brillante Mendozas 'Foster Child', har fundet sine unge skuespillere i miljøet, og med en lille gennemløbende historie om Bungal, der bliver væk, følger 'Bakal Boys' slet og ret deres daglige liv, hvor de rivaliserer hinanden i jagt på de bedste metalbidder, snydes af skrothandlerne og gladeligt risikerer livet for at bjerge et anker. Men Jovers film bliver alligevel mere end et dokudrama. Uden at fiktionalisere sin historie fortæller han med fiktionens drama og nerve, og i billeder, der ikke er gråmeleret tristesse, men levende, smukke og solbeskinnede. Resultatet er en energibrusende og usentimentalt medrivende film, der efterlader os med en unik indsigt i de her purunge voksne, der et eller andet sted alligevel insisterer på at være børn.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

