I et trøstesløst betonkompleks i udkanten af Sofia bor brødrene Georgi og Itso, der på hver deres måde kæmper for at finde mening med tilværelsen. Den påvirkelige, utilpassede teenager Georgi flirter med skinheadkulturen og bliver nærmest ved et tilfælde del af en gruppe nynazister - og ender med at være med, da de overfalder en sagesløs tyrkisk familie. Storebror Itso, der heller ikke kan finde sig til rette i det følelsesmæssigt udhungrede samfund, træder til for at hjælpe ofrene og skaber uventet kontakt med familiens datter, Isil, i hvem han finder et menneske, der kan lytte midt i den overdøvende meningsløshed. Den spillefilmsdebuterende instruktør Kamen Kalev formår med få midler at skabe en barsk og troværdig skildring af de to brødres eksistentielle ensomhed fostret af et samfund uden midler til at bedre forholdene. De fortabte og mentalt fængslede unge mænd spilles med stor indlevelse af nykommere Ovanes Torosian og Christo Christov, hvis utrænede stil giver filmen et nødvendigt, autentisk præg.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

