Gainsbourgs anden film som instruktør er baseret på et forlæg af den feterede franske krimi-konge Georges Simenon, hvis vanlige flair for fatalistiske noir-stemninger her har fået et ekstra nøk opad. Francis Huster spiller den idealistiske Paul, der rejser dybt ind i Afrikas mørkeste hjerte med de bedste intentioner, men ender på et hotel, hvor moral er et bandeord, og den dræbende hede skylles ned med rigelige doser slagsmål, sex og sprut. Et møde med den anløbne Adèle, filmens forførende femme fatale, fantastisk spillet af Barbara Sukowa, sender ham hurtigt mod en afgrundsdyb fortabelse, der er meget mere, end han kan håndtere. Der er mere Gainsbourg end Simenon i denne mørke vrangvending af menneskets natur, ligesom det er svært ikke at se en reference til den sortsynede franske fofatter Céline i filmens provokerende, stereotype skildring af det "sorte Afrika". Equateur skabte forståeligt nok stor furore i den franske kritikerstab efter premieren på filmfestivalen i Cannes i 1983.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

