Det hele starter med et drab i Eduardo Valentes brasilianske debutfilm. En politimand på en rutineopgave i en rigmandsforstad til Rio de Janeiro rammer forkert og dræber ofret i en gidseltagning. Men vold er ikke Valentes ærinde. I en kompleks struktur, fint og aldrig demonstrativt blæret klippet, beretter han tre separate historier, der på tværs af indlysende sociale forskelle belyser, hvad der førte op til gidseltagningen, og hvordan de berørte parter kom videre - eller det modsatte. 'Eye of the Storm' gør mindre opmærksom på sig selv end mange nylige brasilianske film, der også har leget med finurlige formater og spektakulær vold, og effekten af Valentes langsomme stramning af garnet giver bonus. Filmen er varmere og følelsesmæssigt dybere end de film, der udgjorde bølgen, den er en del af, og mere optaget af dybde og karakterudvikling, end de typisk har været. Hos Valente er intet enkelt - her er hverken helte eller skurke, hverken i favelaen eller i borgerskabskvarteret, bare mennesker der vil det bedste, men som kommer galt af sted.