Italienere er kendt for at have følelserne uden på tøjet og bruger gerne store armbevægelser i deres film. Denne fordom gøres dog til slemt til skamme i 'Giulia Doesn't Date at Night', der er både afdæmpet og underspillet. På overfladen ligner det historien om en forfatters midtvejskrise, men i Guidos møde med den gådefulde Giulia bliver det et lavmælt drama om mere end navlepillende selvmedlidenhed og Peter Pan-syndrom. Guido har problemer med at komme på en ordentlig historie til sin nye bog, men da han møder sin datters svømmelærer, Giulia, vækkes han pludselig fra sin triste søvngængertilstand. Giulia gemmer dog på en stor hemmelighed, der har gjort hende til et emotionelt fæstningsværk, som man ikke sådan forcerer. I stil med landsmanden Ferzan Özpetek ('Facing Windows') har Giuseppe Piccionis drama noget enigmatisk og dragende over sig i sin skildring af et personligt mysterium, der genkalder sig franske forstemmelser som sidste års 'Jeg har elsket dig så længe' eller Laurent Cantets 'Dobbeltliv'. Man gør således klogt i at huske sine Kleenex, da der er overhængende fare for, at 'Giulia Doesn't Date at Night' går direkte i tårekanalerne.