Fred Astaire og Ginger Rogers møder John Cassavetes i denne sort-hvide periodefilm helt uden periode. På et skrabet budget og et håndholdt 16mm kamera har den debuterende Damien Chazelle skabt en nærværende og uhørt musikalsk lille indie-perle, som han selv har instrueret, skrevet, filmet og klippet. Et på én gang romantisk og jazzet forholds-drama om parret Guy og Madeline, der bryder med hinanden (på en bænk - deraf titlen), forsøger at involvere sig i nye romancer, og som måske, måske ikke, finder tilbage til hinanden igen. Med 'Guy and Madeline' giver Chazelle nyt liv til den gamle Hollywood-musical, der de sidste mange år har været ved at drukne i Oscar-iver og udstyrsbegejstring. Guy spilles af trompetisten Jason Palmer, i sig selv en af sin generations mest eftertragtede jazzmusikere, og filmen er sat i Bostons berømte musikmiljø. Det sikrer naturligvis et musikalsk grundtone, og det er mellem noderne på papiret og musikken i luften, at filmens største drama ligger. Det er blevet sagt, at filmen kan ses som en fortsættelse af John Cassavetes 'Skygger', og det er jo ikke nogen dårlig sammenligning.