Franske Bruno Dumont ('L'Humanité', 'Twentynine Palms', 'Flandres') har aldrig været bleg for tackle svære, eksistentielle temaer. Hans nyeste film, 'Hadewijch' er da heller ingen undtagelse, for i sin skildring af en ung piges religiøse opvågning, er det ikke så meget en film om religion i det globale perspektiv, som det er en film om tro i det helt personlige. Hovedpersonen Céline er en stålsat troende, hvilket skaber bekymring i det kloster, hvor hun bor, og hun bliver sendt bort for at lære sig selv bedre at kende og ikke afskærme sig helt fra verden. Tilbage med sin familie i Paris begynder hun at hænge ud med den unge araber Yassine, der viser hende byen fra bagsædet på sin stjålne scooter og håber at få mere end en overfladisk relation til hende. Den reserverede Céline er dog ikke interesseret i andet end venskab og begynder i det hele taget at interessere sig mere for hans storebror, Nassir, der afholder improviserede Koran-skoler i nabolaget. Selvom hun er kristen, og han er muslim, er de lige så tæt på tilværelsens store spørgsmål, som de er langt fra hverdagens verdslige hensyn, og sammen udfordrer de troens verden med en konsekvens, der ikke skal andet end antydes her.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

