At græsset ofte er grønnere på den anden side er efterhånden gammel visdom, men det er ikke desto mindre sandheden, når man lever i et land, hvor grænserne er hermetisk lukkede for de fleste. Sådan ser hverdagen ud for mange serbere såvel som albanere, og det er deres historier, den serbiske instruktør Goran Paskaljevic her sætter under samme sociale lup, som vi har set i hans tidligere film. Albanske Nik er på vej til familiebryllup, og med sig har han sin brors kone, Maylinda, der er endt hos familien, da hendes udkårne - som en af de mange albanere, der ad illegal vej har forsøgt at bosætte sig i det forjættede Italien - er forsvundet. Parallelt følger vi en nygift, serbisk cellist og dennes kone. Med drømmen om Vesteuropa i bagagen forsøger begge par at krydse grænsen, og selvom de har både papirerne i orden og en stålsat tro på, at systemet kun vil dem det bedste, er grænsepolitiet langt fra med på den idé. 'Honeymoons' er den første serbisk-albanske co-produktion nogensinde, men i stedet for at fortælle om deres indbyrdes stridigheder, har Paskaljevic på modig vis fået dem til at danne fælles front, og med sin vanlige understrøm af humor valgt at skildre de udfordringer, de begge står over for.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

