Ordet huacho kan både betyde 'forældreløs' eller 'forladt'. Det sidste er tilfældet for en ludfattig, chilensk familie, bestående af to bedsteforældre i 70'erne, deres voksne datter og dennes 12-årige søn, i Alejandro Fernandez Almendras film af samme navn. Med sine landlige traditioner er familien for længst blevet kørt af sporet af det forkætrede 'moderne liv'. En morgen vågner de op i mørke, fordi elektriciteten er blevet cuttet. Derfra starter en stilfærdig fortælling med sans for dramaet i det små om familiemedlemmernes liv det efterfølgende døgn. Bedstemoren sælger ost til forbipasserende bilister, men lider under de stigende mælkepriser. Datteren må returnere den fineste kjole i garderoben for at få råd til elregningen, alt i mens sønnen ihærdigt forsøger leve op til de mere velstående børns hverdag med Playstations og mobiltelefoner. Desperationen er ikke til at overse, og så alligevel. For Almendras lader familiens liv udfolde sig uden store dramatiske optrin, men med masser af nerve og perspektiv - og det i bedste neorealistiske ånd.