'Je t'aime, moi non plus' er titlen på Serge Gainsbourgs største hit, oprindeligt lavet til Brigitte Bardot og udødeliggjort i duet med Jane Birkin i '69. Men det er også titlen på hans instruktørdebut fra 1976. Og hvis sangen kunne sætte sindene i kog i de glade tressere, blev det blot værre med filmen. Jane Birkin spiller den ranglede, androgyne Johnny, der rastløs og uinspireret arbejder på et truckstop i ødemarken. En dag bliver hun forført af den homoseksuelle Krassky (spilet af Warhol-stjernen Joe Dallesandro), der først tager hende for en fyr - og senere kommer til at elske hende for hendes drengede look. Et paradoks af et plot, ligesom filmens titel, der oversat betyder 'Jeg elsker dig, heller ikke mig'. Filmen byder også på Gérard Depardieu i en fantastisk rolle som svansen på den hvide hest, og byder derudover på alt fra en uforglemmeligt selvironisk suppe-steg-og-is-version af 'Je t'aime, moi non plus' til anal voldtægt, onani og Jane Birkins bare numse. Gainsbourg ikke bare provokerer med dette forskruede, sexladede trekantsdrama, der blev forbudt i flere lande, han viser også et umåde stort filmisk talent med et værk, der emmer af romantik, forfald, død og sex. Filmen blev indspillet i både en fransk og engelsksproget version. Det er den sidstnævnte, vi her viser.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

